• johannebuus

Internationalt projekt med udfordringer

Siden januar 2020 har jeg knoklet på at arrangere en turné med mit ensemble Mellem Rum - og det har været en hård kamp udover det sædvanlige med Corona-pandemiens uforudsigelige hærgen i det internationale kulturlandskab.



Den oprindelige plan var at turnéen skulle finde sted over 3 uger i marts 2021 men vi endte med at afvikle i 3 omgange i en periode på over et år, med enormt meget ekstra administrativt arbejde. Men efter mange timers planlægning og utallige Corona-tests lykkedes det at gennemføre 8 forestillinger, 2 workshops, 2 arbejdsophold, 4 artists talks og 1 filmvisning i 3 lande.


Foto: Kio Ng Jørgensen


Den første del fandt sted i juni/juli 2021 og skød projektet igang med et arbejdsophold på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor vi havde besøg af Sceneinstruktør Isabelle Reynaud, Video fotograf Klavs Kehlet og den flittige amatørfotograf Kio Ng Jørgensen. I løbet af de 4 dage vi arbejdede i Ebeltoft var prøverne åbne for lokale og turister i området. Det var spændende at åbne processen omkring det at skabe en improvisationsbaseret forestilling op for de besøgende.



Foto: Steen Møller


Som afsked med Ebeltoft gav vi en forestilling i Malfabrikkens lobby og kørte derefter vestpå hvor værket havde officiel premiere på Black Circle Stage i Holstebro. Scenen er bygget i forbindelse med den første Corona-lockdown og er designet til at være smitte-fri. Publikum sidder i plexiglasbåse med egen indgang og underlaget et specialfremstillet antibakteriel dansevenyl. Det var et helt særligt rum at spille i.





Efter Black Circle Stage spillede vi en helt særlig friluftsforestilling på Bovbjerg Fyr akkompagneret af spisning i fyrets café og en frisk havbrise. Denne forestilling markerede afslutningen på turnéens første del.



Foto: Gitte Buus Andersen


Anden del af turnéen startede på Orkesterefterskolen med arbejdsophold og workshops med eleverne. Udover en praktisk workshop i improvisation fik skolens elever også æren af at se vores videoværk som de allerførste. Efter visningen fik eleverne tid til at stille spørgsmål til værkets tilblivelse og livet som freelancemusiker/danser. Se traileren for værket nedenfor.



Video og redigering: Klavs Kehlet


Før vi forlod Holstebro for denne gang spillede vi på Slagteriet i samarbejde med Subhuset. Og så gik turen ellers østpå igen, hvor vi havde en enkelt forestilling i Aarhus, på Frontløbernes venue Det 3. Rum, før vi drog nordpå til Norge. Her skulle en nedlagt togstation i Neslandsvatn danne rammen om både forestilling og artist talk. Stedet var helt unikt, belligende mellem to skovsøer, og med et stadig operativt togstop lige udenfor døren og stærk opbakning fra de lokale var det en af de fedeste oplevelser jeg længe har haft!




Turnéens tredje del i Tyskland er nok den som har været allermest problematisk, pga. af de høje smittetal og den lave vaccinationsrate. Disse to forestillinger med en tilhørende workshop og artist talk har været booket hele fire gange før det endelig lykkedes! Men det var bestemt værd at vente på, for den første forestilling, i et lille tempel beliggende langs med parkstien "Spielmannsteich", blev spillet i høj sol og med mange nysgerrige friluftspublikummer i alle aldre.




Herefter ventede Studioscenen på T.A.N.Z. Braunschweig som tog rigtig godt imod os, og med fuld sal og et yderst engageret publikum fik vi sluttet turnéen med uendelige klapsalver, roser og meget rørende feedback fra det improvisations og dansevandte publikum. Det har været en hård kamp, men samtidig enormt fedt at komme rundt i Danmark, Norge og Tyskland og se alle disse helt unikke steder og møde det lokale publikum der hvor de er på hjemmebane!


Tak til Snyk, Den Jyske Kunstfond, Aarhus Kommune, Kulturelt Samråd Lemvig, Syddjurs Kommune og Færch Fonden for at støtte projektet.


Læs mere om værket og ensemblet på www.mellem-rum.com



0 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle