Svanesang
En scene i Aischylos' drama Agamemnon har givet anledning til udtrykket “svanesang” om døden: At svanen på overnaturlig vis ved, hvornår den skal dø, og udsender en smuk klagesang; tilknyttet denne forestilling var en tro i antikken på, at døde mænds sjæle sang, når de blev ført bort af svaner.
Men danmarks nationalfugl synger ikke, allerhøjest hvæser den hidsigt hvis man kommer for tæt på dens unger, og de fleste mennesker er bange for den store fugl - delvist på grund af en gammel skræmmemyte om at svanen kan brække både arme og ben på en voksen mand.
​
Svanesang er en visuel koncertinstallation i 5 satser som vender og drejer svanen som figur. Med inspiration i den klassiske musik, litteraturen, folkeeventyr og -tro har duoen Smeltevand skabt en oplevelse som drager publikum ind i svanens mange facetter, fra ægget klækkes og dunene bliver til prægtige fjer, over magiske drømmerejser i fjerham til svensk parringspolska, nationalisme og til sidst død, blot for at genfødes til livets evige cirkularitet.
Installationen opleves liggende, indhyllet i lyd og med projektioner på loftet.
Smeltevand
Johanne Buus Andersen & Eva Esmann Behrens
Smeltevand er en interdiciplinær duo som i mødet mellem lyden og det visuelle skaber koncert- og videoinstallationer med live musik og videoprojektioner.
Gennem effektpedaler oplever vi nye sider af fløjten, mens en loopstation åbner for en bred lydflade. Vokal og percussioneffekter er krydderi i helheden som bryder fløjtens og vokalens organiske linjer.
Projektionerne tryllebinder øjet med klip af natur og miljø, forvrænget og manipuleret både digitalt og fysisk, blandet med fotos og animationer.
Musik
Johanne Buus Andersen
Johanne blev kandidatuddannet i klassisk tværfløjte fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2019 og har siden været bådet medvirkende og medskabende i adskillige tværæstetiske projekter.
Svanesang er sammensat af egne kompositioner og referencer til kendte klassikere, folkemelodier og dansk kulturarv.
Tekster er skrevet af hhv. Johanne Buus Andersen og H.C. Andersen.
Visuals
Eva Esmann Behrens
Eva arbejder med hvordan visuals kan interagere live i installationer og performance og har gennem de seneste 5 år udviklet sit arbejde i dialog med et internationalt netværk af kunstnere. Hun har oprindeligt en baggrund indenfor dans og Idehistorie og er formelt klassisk trænet i indisk dans, som i Svanesang kan findes i referencer til bharatanatyam (danseform).
I Svanesang er livekameraer et centralt element der skaber de visuelle flader sammen med foto og videokollager.
Instruktørkonsulent
Isabelle Reynaud
Reynaud er en fransk-tysk sceneinstruktør med base i Aarhus, hvis arbejde inkluderer teater, stedsspecifik performance, installationer, research, lyd- og -videoarbejde. Hun afkoder samfundets tendenser og visualiserer og fysiskgør dem i dramatisk form.
Under hele produktionen af Svanesang har hun været et rådgivende element og har i slutfasen konsulteret prøverne.
Kostumer
Asier Quintana & Emilie Strøm
Asier er en københavnerbaseret baskisk modedesigner med fokus på udforskning af de kreative muligheder i og omkring modedesign, hvor beklædning er et medie for kunstnerisk udtryk. I samarbejde med den danske designer Emilie Strøm er kostumerne skabt næsten udelukkende af upcyclede tekstiler, blonder og garn. Fra 100 år gammelt håndarbejde til nytænkende designs som afspejler teksturen fra de dunede unger til de uendelige lag af glatte fjer på de voksne svaner.
Lyrik
I Danmark er du født, her har du hjemme, her møder jeg dig langs den danske strand // Din hvide dragt er korset på min fane, dit vingeslag er frygtet over land // Du store stumme fugl, så stolt i andedammen, du hvæser lidt og alt er fryd og gammen // Kongens fugl, fædrelandet er dit navn
Engang du herre var i hele Norden, i Freyas skikkelse med stav i hånd // Du bærer stakkels sjæle over buen, som brydes kun forklædt i svaneham // Du store stærke fugl, mit sidste suk du synger, min sjælefred du bær' på vølvevinger, ved Norners magt // Fordums storhedsvanvid er dit navn
Din moders hvide dragt er poesien, din broders sorte fjer er fangenskab // Du danske fugle, så stum som evigheden, mens sydens synger smukt med lidenskab // Du store sarte fugl // Fra skønhed og til kaos, din vinge bær' den nationale epos: Apollos fugl, Kunstnerens muse er dit navn
I ufredsnavn du svæver over himlen, en krop af stål og ild og hersketrang, frembrusende, oppustet og kamplysten angriber du din nabos andedam // Du store stygge fugl, mens nattergalen sukker du med dit ørnenæb dens vinge plukker fjer for fjer...
Tekst og melodi: Johanne Buus Andersen
Spilletider
2022
3.08 - 16:30 - Rådhusets festsal - Odense
23.08 - 19:30 - Rådhusets festsal - Odense
24.08 - 17:00 - Lukket arrangement
24.08 - 20:00 - Rådhusets festsal - Odense
25.08 - 16:30 - Rådhusets festsal - Odense
25.08 - 19.30 - Rådhusets festsal - Odense
26.08 - 16.30 - Rådhusets festsal - Odense
26.08 - 19.30 - Rådhusets festsal - Odense
02.09 - 16:00 - Kulturkapellet - Aarhus
02.09 - 20:00 - Kulturkapellet - Aarhus
2023
20.01 - 20:00 - Skt. Lukas Kirke - Aarhus
21.01 - 17:00 - Skt Lukas Kirke - Aarhus
21.01 - 20:00 - Skt Lukas Kirke - Aarhus
Svanesang er støttet af: